lørdag den 14. juli 2012

ONE OF THE LUCKY FEW

Noget jeg har tænkt meget over på det seneste, er hvor heldig jeg er. Ikke fordi der sker noget specielt i mit liv pt. Jeg fjoller bare lidt rundt med nogen veninder, og har det hyggeligt; nyder min ferie, og det klassiske, danske sommervejr. Men at jeg føler mig heldig, kan ikke forklares med én grund.

For et års tid siden, da min selvtillid var rigtig lav, brokkede jeg mig over stort set alt. Mine lår, min hud, min mave, mit hår, mine negle, min ikke eksisterende tan osv. osv. Jeg fokuserede utroligt meget på alt det negative, og kunne ikke rigtig finde noget positivt ved mig selv, eller ved min tilværelse; til trods for at jeg altid har haft nogle dejlige mennesker omkring mig. Jeg har meget mere selvtillid nu, men jeg har dog stadig de dage, som vi alle har, hvor livet bare ikke er, som man gerne vil have det skal være. Hvor ingenting kan skubbe os over kanten, og ødelægge vores dag. En lille ting man gør galt, kan få hele verden til at falde sammen, og vi ville ønske, at vi kunne være en helt anden; bare for en dag.

Dog priser jeg mig hver dag lykkelig, over at være den jeg er. Endelig. Jeg er lykkelig over at have alle fingre, tæer, arme og ben. Jeg har både min hørelse, mit syn og evnen til at kommunikere med andre mennesker. Jeg vågner op og står ud af sengen hver morgen uden komplikationer, og falder i søvn uden smerte. Hospitaler og lignende er steder jeg sjældent kommer, og når jeg gør, er det for andre menneskers skyld; ikke fordi jeg selv er indlagt. Jeg har aldrig brækket noget, eller været seriøst syg.

Ja, måske får jeg uren hud i perioder, og måske ville jeg have godt af at droppe al den junkfood, og tabe mig et kilo eller to, men jeg lever livet let, og uden bekymringer. Det synes jeg hvert fald er vigtigt at tænke på, for os der ellers er gode til at gå og klage over bitte små ting, der egentlig ikke har nogen størrelse, i forhold til hvad andre mennesker gennemgår hver evig eneste dag.

Så næste gang i føler jer nede, og tingene ikke går som de skal; så prøv at kigge jer omkring, og se hvor fantastisk i har det. Det har hvert fald hjulpet mig.



1 kommentar:

  1. Jeg kan så meget relatere til dette indlæg!
    Præcis som jeg har (har haft) det!
    Keep it up!!!

    SvarSlet