tirsdag den 16. april 2013

PHOTO DESIGN!

Apropos min photo design klasse, så vil jeg faktisk gerne lave et lille indlæg om den! Nogle af udvekslingsstudenterne der gik på Norcross sidste år, havde inden jeg kom herover, fortalt mig at jeg burde tage valgfaget Photo Design. Jeg har altid elsket at tage billeder, og så har jeg et godt kamera, så det var ikke noget, jeg brugte længe på at overveje. Lige siden den første uges tid i klassen, har det været min yndlingsklasse. Det første semester brugte vi på at lære at tage billeder med filmkameraer som vi lånte af skolen. Vi lærte hvordan man sætter film i kameraet, håndterer kameraet, fjerner filmen, udvilker den samt hvordan man til sidst fremkalder billederne i et mørkerum. Jeg har aldrig prøvet det før, men det var virkelig spændende og sjovt!

Dette semester bruger vi ikke længere filmkameraer, men digitalkameraer. Vi lærer hvordan man arbejder med digitale billeder på computeren, og hvordan man redigerer billeder i Photoshop. Lige nu har vi om naturen, så vi får til opgave at tage en masse forskellige naturbilleder, som vi så redigerer. Vi har selvfølgelig nogle specifikke regler, som vi skal følge; lige nu har jeg taget nogle billeder, der har 'shallow depth of field', hvilket betyder at man har fokuseret kameraet på en enkelt detalje, mens alt andet er sløret; det er nok en af de klasser, jeg har lært mest i!

Sidste projekt vi havde, handlede om formelle og uformelle portrætter. Det var virkelig spændende, og vi fik endda lov til at bruge skolens fotostudie, hvilket var rimelig fedt! Anyways, her er nogle af de billeder, jeg har taget i løbet af dette semester:

THE SPRING HAS SPRUNG!

Mmmh, så er foråret virkelig kommet til Georgia! I dag har jeg bare slappet af, da det er første dag efter spring break. Alle på skolen virkede rimelig trætte, og vi skal alle til at vænne os til at vågne op tidligt igen. Da jeg kom hjem, tog jeg min ipod, en bog samt mit kamera med ned til Chattahoochee floden. Chattahoochee er en stor flod, der går gennem Norcross (samt en masse andre byer), og den går faktisk lige gennem mit nabolag. Da vejret var helt fantastisk tænkte jeg, at jeg ville smutte ned og tage nogle billeder til min Photo Design klasse, samt læse lidt i den bog, jeg har gang i.

Vandet var riiimelig koldt, men jeg fik alligevel dyppet tæerne, og så fik jeg taget en masse billeder. Der var omkring 24° i dag, og i morgen skulle der gerne blive omkring de 28°!! Haha, har virkelig ondt af jer derhjemme i Danmark, for jeg har hørt at det var begyndt at sne igen! Men jeg må sige at jeg nyder solen og varmen herovre, og selvom der ikke har været sne i Georgia hele året, så er det ikke noget, jeg har savnet.



mandag den 15. april 2013

MY AMERICAN PROM!

Har ikke blogget i sååå lang tid! Jeg har haft travlt med prom, påske og ikke mindst spring break, så jeg lader det være min undskyldning denne gang. Anyways.. Sidst jeg skrev på bloggen, var d. 23. marts aka. dagen hvorpå min skoles prom blev afholdt! Som alle andre udvekslingsstudenter er prom et af højdepunkterne ved skoleåret i USA, så det var slet ikke til at fatte, at dagen pludselig var kommet.

Som alle andre piger, brugte jeg det meste af dagen på at stresse over hår, makeup og alt det andet lir, som hører med til prom. To uger inden havde jeg været ude og shoppe med min værtsmor, min mellemste søster, hendes veninde samt Hannah, og der havde jeg fundet min promkjole i Macy's. Farven var uimodståelig, og så var den meget enkel, men på samme tid rigtig fin og formel; og så var prisen også lige i øjet!

Da dagen kom, startede jeg med at gøre mig klar ved 2-tiden, da min date ville hente mig 16.45. Jeg startede med min makeup, som jeg selv stod for. Jeg har altid interesseret mig for makeup, og jeg har altid elsket at bruge tid på det, så jeg havde intet imod at skulle gøre det selv; selvom mange piger normalt får en professionel til at ordne det. Jeg havde fundet en tutorial på youtube, som jeg rigtig godt kunne lide, så den valgte jeg at følge; og resultatet var ikke helt tosset!

Efter jeg havde lagt min makeup, ordnede Robin mit hår. Hun er rigtig dygtig til at sætte hår, så jeg vidste at ligemeget hvad hun gjorde med mit hår, ville det se godt ud; desværre har jeg rigtig tyndt hår, så de krøller hun lavede gik ud ret hurtigt - men det så nu stadig godt ud!

Efter at have sat hår og lagt makeup, var det tid til at få kjolen på. Da kjolen, skoene og smykkerne kom på, og looket var fuldendt, var der ikke andet at gøre end at vente på det hele gik løs. Min date og jeg var i en gruppe på 20, så vi havde alle aftalt at vi skulle mødes i en Country Club kl. 17, for at tage billeder. Min date hentede mig, og efter at have taget et par billeder indenfor, tog vi afsted. Her i USA er det tradition at drengene køber sådan en lille 'buket' blomster, som pigen kan sætte på sit håndled, hvilket er kendt som en corsage. Pigerne, derimod, køber en enkelt, lille blomst til drengene, som de så skal sætte på deres dates jakke; hvilket er meget svære end det ser ud til!


Efter at jeg havde brugt et par forsøg på at få sat blomsten på, tog vi afsted; og som den gentleman min date er, holdte han selvfølgelig bildøren for mig, som i kan se!


Så var det ellers derudad! Vi nåede hen til billedstedet i tide, hvor alle vores forældre ventede på os. Der blev taget såååå mange billeder, og vi havde alle helt ondt i kinderne, af at smile!


Efter billeder tog vi ud og spise. Vi havde reserveret et bord hos en restaurant ved navn Fogo De Chao.  Jeg havde aldrig hørt om det, men alle sagde at det var rigtig specielt; da vi kom derind, forstod jeg hvorfor. Man bestiller ikke mad, da menuen allerede er bestemt for en - mange vil nok kalde det for 'The Meat Haven', og det vil jeg også mene er det helt rigtige navn for restauranten! Når man sætter sig til bords, får man et lille kort. Kortet er rødt på den ene side, og grønt på den anden. Vi vendte alle vores kort, så den grønne side vendte opad, hvilket betød at vi gerne ville have kød. Så kom tjenerne ellers rundt med alle mulige slags kød, som de bar på et langt spyd. Der var filet mignon, pork parmesan, lamb chops, speciel beef, steak og aaaalt muligt andet - nok omkring 15 forskellige slags kød, og vi kunne få så meget vi ville. Tjenerne kom så hen til alle dem, hvis kort var grønt, og spurgte hvordan de ville have deres kød stegt. Jeg kan personligt godt lide rødt kød, så jeg sagde Medium, og så begyndte tjeneren ellers at skære et stykke kød, der var stegt medium. Da han havde skåret stykket halvt af det store spyd, som han bar det på, hapsede jeg det med en lille tang, der lå ved siden af min tallerken, og sådan fungerede det ellers! (håber jeg formåede at forklare det, så det nogenlunde giver mening!). Når man så følte at man havde fået nok kød, vendte man bare sit kort om med den røde side opad, og så stoppede tjenerne med at tilbyde en kød. Udover kødet var der alle mulige slags sideretter sat på bordet som vi kunne spise fra, samt fri salatbar! Yuuuummy! 

- Det cheesy billede har jeg hapset fra google! 

Efter din-din tog vi hen til selve dansen. Min skole havde booket en et fint klubhus, med udsigt lige ud til Atlanta Braves stadion! (baseball). Der var masser af plads, og til trods for at skolen er gigantisk og har omkring 4000 elever, var der et overraskende lavt antal elever til prom - men det havde jeg nu ikke noget imod! Jeg var sammen med min gruppe og min date hele aftnen, og vi dansede rundt og havde det sjovt; udover når vi blev nødt til at tage en velfortjent vandpause, eller når vi måtte gå undenfor, for at køle af! Da klokken var lidt over elleve, besluttede vi os for at 'call it a night', og tage hen til min veninde Sammys hus. Hun havde sagt at hun gerne ville holde en efterfest for os alle, og hendes mor havde pyntet lidt op i deres kælder, samt købt en masse lækre snacks til os! Resten af aftnen/natten brugte vi så på at spille mario kart, just dance og ping pong - det var virkelig så sjovt, bare at rende rundt i hyggesokker og sweatpants, efter en lang aften i høje hæle og fine kjoler, og vi snakkede og spillede wii indtil langt ud på natten!

Jeg havde virkelig høje forventninger til prom, og jeg må sige at mine forventninger faktisk endte med at blive overgået, hvilket jeg ikke troede at de ville! - Ikke fordi jeg ikke glædede mig, men når man har gået og glædet sig til sit amerikanske prom i over et år, så kan det godt være lidt svært, ikke at have for høje forventninger! 

Apropos min prom date, så mener jeg aldrig, at jeg fik skrevet om, hvordan han spurgte mig.. eller rettere, hvordan JEG spurgte ham. Nu er det sådan, at jeg går på en rigtig stor skole, med mange forskellige mennesker. De drenge jeg sådan har snakket med på min High School, har ikke lige været de typer jeg vildt gerne ville til prom med, så jeg besluttede mig for at spørge en dreng fra min kirke, ved navn Hayden. Han går ikke på min skole, så derfor blev jeg jo nødt til, at invitere ham. Jeg kunne, have ringet ham op og spurgt ham, eller bare have spurgt ham næste gang vi sås i kirken eller noget, men jeg besluttede mig for at være lidt mere kreativ; for nu når jeg ikke ville blive spurgt på nogen kreativ måde, tænkte jeg at så måtte jeg jo gøre det selv. 

Hayden arbejder med at hugge brændetræ, og han har efterhånden fået startet sit eget lille firma. Jeg vidste at hans arbejde virkelig er noget han brænder for (haha, get it? brændetræ), så jeg besluttede mig for at bruge det på en eller anden måde. Jeg gik og overvejede nogle forskellige idéer, indtil min ældste værtssøster Julie kom med en idé, jeg ikke kunne sige nej til! Jeg gik udenfor, og valgte et stort stykke brændetræ, fra min værtsfars stak. Derefter tog jeg det med ned i kælderen, hvor jeg brugte sådan en opvarmet metalting, til at brænde 'PROM?' ind i træet. Derefter placerede jeg det ude i haven. Den næste aften, ringede min værtsmor til Hayden. Hayden er virkelig en ude person, og han hjælper ofte mine værtsforældre med deres have, så det var ikke noget nyt, at hun ringede til ham af overstående grund. Hun spurgte så om han ikke kunne komme over, for der var noget hun gerne ville have ham til at kigge på i haven. En times tid senere ankom Hayden. Min værtsmor og værtsfar var listet ovenpå, så det var kun mig dernede, samt Robin der sad og lavede lektier. Da han kom, sagde jeg at min værtsmor netop havde besluttet sig for at tage at bad, og at hun havde spurgt mig om at vise ham hvad det var, hun ville have ham til at ordne i haven. Hayden havde ingen mistanke, så jeg tog ham med ud i haven. Da vi kom derud begyndte jeg at finde på en historie om, at der var en stor gren i haven (hvilket der faktisk var), som min værtsmor gerne ville have ham til at hugge til brændetræ; men jeg nåede knapt nok at blive færdig med min historie, inden han så brændetræet ligge der, ovenpå den store gren jeg ville have ham til at kigge på! Det var så sjovt at se hans ansigtsudtryk, for han havde tydeligvis inden mistake om, hvad det var jeg havde gang i. Han vendte sig om, smilede og sagde at det ville han vildt gerne, så ja.. det var sådan jeg fik en promdate! Nu ved jeg virkelig, hvorfor det normalt er drengene der spørger pigerne, for jeg var så nervøs hele dagen, og kunne ikke vente med at få det overstået, haha!